FEDME HOS HUNDE

​Overvægt hos hunde kan have alvorlige konsekvenser. Dyrlæge på Nordre Dyrehospital, Ruben Sørensen, opsummerer her årsager til fedme hos hunde – og kommer med forslag til forebyggelse.

Fedme og overvægt er på vej til at blive en hunde-folkesygdom på samme måde, som vi ser det hos mennesker.


Fedme udvikles, når vægten forøges væsentligt på grund af fedtvævs-ophobning i kroppen. Som udgangspunkt defineres hunde med en vægt på over 20 procent af deres idealvægt som tykke. Det vil svare til, at en Labrador med en idealvægt på 28 kilo er fed, når den vejer 34 kilo. Dette medfører en række skadelige effekter på helbredet, og ligesom hos os mennesker er det et problem, vi oplever i stigende grad hos hundene.

Fedme betragtes nu som en sygdom, der bør forebygges og behandles som andre sygdomme. Fedme er en sygdom, idet fedtvævet udsender kemiske stoffer, som har betydning for resten af kroppen. Hunde, der lider af fedme, er mere modtagelige overfor infektioner, mindre tolerante overfor fysiske strabadser og risikoen ved bedøvelse i forbindelse med operation er højere. Fedmen er desuden med til at forværre andre sygdomme. Hos hunde med gigt er den øgede vægt årsag til forværring af deres handicap, og fedtvæv kan skabe insulinresistens, som kan medføre sukkersyge.

ÅRSAGER TIL OVERVÆGT HOS HUNDE


- Ejers livsstil:

Der er en beviselig sammenhæng mellem hund og ejers udseende, når man taler overvægt. Men at vi overfører vores egen livsstil til hundene er måske ikke så overraskende.

- Betydningen af mad:

En stor del af vores hunde fodres i dag med tørfoder, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men foderet er koncentreret, og fylder derfor væsentlig mindre end hjemmelavet mad, der typisk indeholder 80 procent vand. Derfor er der en tendens til at overfodre på grund af portionernes lille størrelse. Derudover har vi mennesker en tendens til altid at inddrage mad i vores omgang og kommunikation med hundene, hvilket ender med at de firbenede efterhånden kun kan tænke på mad. Hunden fungerer blandt andet via tillært adfærd, hvis vi giver den et stykke ost, hver gang vi spiser ost, så lærer hunden hurtigt at tigge ved bordet, hver gang osten sættes frem – hvad enten den er sulten eller ej!

En usund tendens til at overfodre hunden derhjemme, dårlige vaner og for lidt motion kan resultere i overvægt og et lavt energiniveau hos de firbenede.

- Raceforskelle:

Præcis som mennesker er hundene også forskellige, og der er imellem racerne stor forskel på det daglige energibehov. Racer, der er særligt i risiko for overvægt, er: Beagler, Cairn Terrier, Cavalier King Charles Spaniels, Cocker Spaniels, Gravhunde, Labrador og Golden Retrievere.

- Neutralisering:

Når en hund bliver steriliseret eller kastreret, falder det daglige energiforbrug. Der er derfor en stor risiko for udvikling af overvægt hos disse hunde, hvis man ikke laver om på fodringen efterfølgende.

Forebyg overvægt hos din hund

1: Vej hunden flere gange om året

2: Tilpas foderet efter hundens behov

3: Sørg for daglig motion

4: Brug ikke mad som en kommunikationsform (undtagelsen er træning). Ros, klap og leg er nok.​​

​Følg os på facebook

​På vores facebookside kan du holde dig opdateret med åbningstider, tilbud, billeder, andre nyheder fra klinikken.

Har du spørgsmål?

Du er meget velkommen til at sende os en mail​

post@nordredyrehospital.dk

Nordre Dyrehospital ApS
Elsted Byvej 12
8520 Lystrup

Firma

Nordre Dyrehospital ApS

CVR: 33777167​

Adresse​

​Elsted Byvej 12

8520 Lystrup

Kontakt

Telefon: 86 22 19 51 

E-mail: post@nordredyrehospital.dk